Forsøg på at forringe passagerrettighederne støder på tysk-ledet modstand – men vi kan langt fra ånde lettet op
Forsøget på at genstarte en længere forsinket opdatering af Flyforordningen møder i ellevte time modstand fra en gruppe lande.
Det polske rådsformandskab håbede ellers på fremskridt i lovgivningsarbejdet, der har ligget i dvale siden 2013, men en tekst, der er blevet forhandlet i løbet af de sidste par måneder, fik tilsyneladende ikke tilstrækkelig støtte under et møde mellem EU-ambassadører i onsdags, den 28. maj 2025.
Du har i dag krav på flykompensation på 250, 400 eller 600 Euro (afhængigt af, hvor langt du skal flyve), hvis du ankommer med 3 timers forsinkelse eller derover.
I 2013 foreslog Europa-Kommissionen imidlertid at hæve minimumsgrænsen for forsinkelses-kompensation til 5 timer for alle flyvninger inden for EU (op til 3.500 km.), 9 timer for flyvninger på 3.500-6.000 km. og 12 timer for flyvninger over 6.000 km. Forslaget er dog aldrig rigtig kommet videre.
På den baggrund har det polske formandskab foreslået et ”kompromis”, som går ud på ”kun” at øge minimumsforsinkelsen til hhv. 4 og 6 timer (for hhv. flyvninger på op til 3.500 km./inden for EU og 6 timer for flyvninger over 3.500 km.), men samtidig nedsætte flykompensationen til 300-500 Euro, afhængigt af flyveturens længde.
På et ambassadørmøde i onsdags stod det så klart, at man i Tyskland har samlet en koalition af lande med tilstrækkelig vægt til at danne et blokerende mindretal. De pågældende lande ønsker at opretholde den nuværende forsinkelsesgrænse på 3 timer, men foreslår samtidigt at begrænse det beløb, passagerer kan modtage, til 300 Euro.
Polen forsøger derfor nu at nå til enighed med en række skeptiske lande såsom Tyskland, Frankrig og Spanien, om en revideret tekst, der kan opnå tilstrækkelig støtte på det næste ambassadørmøde i overmorgen, den 4. juni 2025, og derefter på mødet i Transportrådet på torsdag, den 5. juni 2025.
Da kompensationsgrænsen imidlertid er kernen i tvisten, mener nogle diplomater, at det ikke bliver let at nå til enighed.
“Det polske forslag er afbalanceret. En ændring af kompensationsgrænsen til 3 timer vil få de andre kompromiser, der er indgået om teksten, til at falde fra hinanden” siger en EU-diplomat.
En koalition af forbrugerrettighedsgrupper mener ligesom Flyadvokaten, at 3-timersgrænsen er blevet en hjørnesten i passagerbeskyttelsen, og at en forlængelse af den er et helt uacceptabelt skridt tilbage fra det nuværende beskyttelsesniveau.
Til mødet i Transportrådet på torsdag skal det i øvrigt også drøftes, om den sædvanlige lovgivningsprocedure skal følges, således at Europa-Parlamentet skal høres om det evt. vedtagne ændringsforslag, eller om Rådet vil følge den såkaldte ”godkendelsesprocedure”/”first reading” (hvor Europa-Parlamentet ikke kan komme med ændringsforslag, men alene sige ja eller nej).
Det er Flyadvokatens opfattelse, at det vil medføre et hårdt indgreb i flypassagerernes beskyttelse i tilfælde af aflysninger eller forsinkelser, hvis man ikke følger den sædvanlige lovgivningsprocedure, da det sædvanligvis er Europa-Parlamentet, som værner om passagerernes interesser. Europa-Parlamentet bør derfor spille en langt mere aktiv rolle i arbejdet med revisionen af Flyforordningen, end den, som Rådet umiddelbart lægger op til.
Flyadvokaten bidrager med vigtige input til både danske- og europæiske politikere, herunder Elissavet Vozemberg-Vrionidi, som er forbrugernes stærke stemme i Europa-Parlamentet.
Du kan holde dig orienteret om lovgivningsarbejdet i EU her i bloggen.

