Ny dom fra Højesteret vedr. billetformidlers refusionsforpligtelse
Undgå rejseagenter/billetformidlere, når du skal booke flyrejse – Passagerers retsstilling er markant dårligere
Højesteret har i en ny dom af 26. marts 2024 fastslået, at Ryanair var berettiget til at refundere billetprisen for en aflyst rejse via den rejseagent (billetformidler), som passagererne havde benyttet ved købet af flybilletterne.
Ryanair var således ikke forpligtet til at betale beløbet igen, selvom billetformidleren ikke havde betalt beløbet videre til passagererne.
Mange flybilletter sælges i dag via såkaldte billetformidlere (som f.eks. Kiwi.com, Skyscanner, Flybillet.dk, Travellink, Supersaver osv.). Mange af disse er ikke hjemhørende i Danmark, og vi har derfor ingen muligheder for at retsforfølge disse selskaber, hvis de f.eks. ikke refundere pengene for en aflyst rejse.
Dette skaber en meget usikker retsstilling for passagererne.
Dommen fra Højesteret er meget konkret begrundet, bl.a. fordi passagererne i sagen 1) havde accepteret, at betalingen ville finde sted til billetformidleren (og ikke dem selv), og fordi passagererne 2) også selv havde rettet henvendelse til billetformidleren og anmodet om billetrefusion fra billetformidleren.
Alligevel er det vores meget klare anbefaling, at du kun booker flybilletter direkte hos flyselskaberne selv, og altså ikke benytter disse billetformidlere. Din retsstilling er alt for dårlig, hvis der – mod forventning – måtte opstå forsinkelser eller aflysninger på din rejse, og du ikke har handlet direkte med flyselskabet selv.
Har du været udsat for noget sådanne? Kontakt os i dag, så vi kan hjælpe dig.